Køge Havn 10.11.2025
I en uges tid har en Søkonge opholdt sig i Køge Havn, og da den ikke er helt almindelig på vore breddegrader har den været et tilløbsstykke for fuglekiggere og fotografer, og jeg ville selvfølgelig også gerne se og fotografere den, men har ikke haft lejlighed til at gøre forsøget før i dag.
Jeg blev meget overrasket over dens måde at opføre sig på, og det blev en temmelig chancebetonet sag at fotografere den. Den opholdt sig ganske tæt på en stenmole med en flisebelagt gangsti, så afstanden til fuglen var ganske fin. Men den befandt sig under vandoverfladen i mere end 90 pct af den tid, hvor jeg var der. Den søgte føde under vandet og piskede afsted i zik-zak- kurs, var oppe i nogle få sekunder og fortsatte så søgningen under vandet. Den blev tæt ved molen, så jeg og 2 - 3 andre fotografer kunne følge den over en strækning på et halvt hundrede meter. Jeg fik affyret en del skud uden at vide med sikkerhed, om jeg havde ramt den, mens den var oppe, men da den så begyndte at drøne tilbage i modsat retning, opgav jeg at følge med. Resultatet af mine anstrengelser vises her.